Så mange har sat deres budget til julemenuen op sammenlignet med sidste år

En ny undersøgelse viser, at seks ud af ti danskere forventer at bruge omtrent det samme på julemiddagen som sidste år.

Samtidig har mere end hver sjette faktisk sat budgettet til julemenuen op sammenlignet med sidste år. Dette afspejler en fortsat prioritering af kvalitet og hygge i de danske hjem, selv i tider med økonomisk usikkerhed. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Til nytår er billedet temmelig meget det samme, selvom vi her er en smule mere tilbageholdende med budgettet end ved julens festlige bord.

”For mange danskere handler julen om at samle familie og venner om et måltid, der både er traditionsrigt og hyggeligt. Derfor er det ikke overraskende, at mange vælger at investere lidt ekstra i gode råvarer, hvilket især ses i det stigende fokus på lokalproducerede varer og specialiteter”, siger Jannick Nytoft, adm. direktør hos De Samvirkende Købmænd.



Klima fylder mere til jul end til nytår
Klimaet spiller en rolle for en betydelig del af befolkningen, når det gælder valget af julemenu og leverandører.

Lidt mere end 40 procent af danskerne gør sig i varierende grad klimaovervejelser i forbindelse med julens indkøb, mens omkring halvdelen ikke tillægger dette nogen særlig betydning.

Disse overvejelser kan blandt andet handle om at vælge økologiske produkter, mindske madspild eller støtte leverandører med bæredygtige værdier.

Til nytår falder tallet til cirka hver tredje, der inddrager klimaet i deres overvejelser.

Nytårsaften er ofte mere festpræget og uformel, hvilket kan være en del af forklaringen på den lavere opmærksomhed på bæredygtighed. Alligevel ser vi en positiv udvikling i, at flere og flere danskere inkluderer klimaaspektet i deres indkøb.

”Tendensen understreger, at selvom mange danskere er opmærksomme på deres klimaaftryk, så er fokus højere i forbindelse med julen end nytåret. Det viser også, hvordan højtider som jul kan være en anledning til at tænke mere bæredygtigt og ansvarligt”, siger Jannick Nytoft.

Det er i øvrigt entydigt, at klimaovervejelser klart fylder mest hos folk i Region Hovedstaden og i Region Midtjylland.

Artiklens Tags: