Se det her: Sådan undgår du julens værste skader

Hvert år ødelægger brande, trafikuheld og indbrud juleglæden for tusindvis af danskere. Med få tiltag kan du sikre dig mod de største julekatastrofer. Få forsikringseksperternes råd til en skadefri jul her.

Gør dit hjem uattraktivt for tyve
Med juleaften en tirsdag vælger mange at rejse allerede i weekenden og tilbringe lidt længere juleferie hos familien. Derfor anbefaler Ifs boligekspert at bruge tid på at få hjemmet til at se beboet ud, inden afrejse.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Julens indbrud topper konsekvent den 24. december. Dertil er risikoen for indbrud, ifølge Det Kriminalpræventive Råd, 3,5 gange større i villaer end lejligheder, og risikoen for endnu et indbrud inden for ét år efter er 5,5 gange en den gennemsnitlige risiko for indbrud. Derfor er der al mulig grund til at tænke præventivt.

Efterlad et hus, der signalerer, at du kan komme tilbage når som helst. Udover tændt lys er brugte kopper og glas, legetøj, tøj eller tilbudsaviser oplagte ting at lade stå eller ligge fremme. Gem værdigenstande væk, så de ikke frister en tyv, der tjekker huse ud. Det handler særligt om smykker, mindre elektronik, kontanter, men kan også være dyrt værktøj i et skur. Brug tænd/sluk ure og LED-stearin lys med timer/intervaller og lad gerne TV’et køre.

– Selvom antallet af indbrud er faldet markant de seneste år, så er tyvene derude og en nedadgående statistik må ikke få os til at slække på de gode rutiner. Lad lys være tændt, aftal med naboer at parkere deres bil ved tomme huse på vejen og fjern oplagte værdigenstande af syne, siger Ifs boligekspert, Eva Lindberg Vibe.

Sådan begrænser du brandrisiko
Brande i julen opstår især i køkkenet eller på grund af levende lys. De to største risikodage er lillejuleaften og juleaften, hvor antallet af køkkenbrande er dobbelt så højt som normalt.

Den hyppigste årsag til brand er, at maden glemmes på komfuret. I juletravlhed sker der også forbrændinger, fx varmt fedt fra flæskestegen, der rammer hænderne. Opvarmet olie eller friture i tilberedningen af fx fiskefileter eller klejner kan også skabe farlige situationer. Et brandtæppe og en brandslukker bør være inden for rækkevidde, og kan købes i alle lavprisbyggemarkeder til få penge, siger Eva Lindberg Vibe og opsummerer de vigtigste sikkerhedsråd således:

  • Forlad aldrig et rum med tændte lys uden opsyn
  • Hold levende lys væk fra gardiner, julepynt og andre letantændelige materialer
  • Sørg for, at børn og kæledyr aldrig er alene i nærheden af tændte lys
  • Tjek at din røgalarm fungerer – eller skynd dig at skrive en på ønskelisten

– Selvom levende lys skaber hygge, kan de hurtigt blive farlige. Og fordi vi generelt bruger levende lys sjældnere i dag end førhen, er sikkerhedsrådene ekstra vigtige at blive mindet om, siger boligeksperten.



Bedste råd i juletrafikken
Dagene op til jul medfører markant flere trafikuheld og parkeringsbuler end resten af december, når julehandlen skaber kaos på parkeringspladserne ved indkøbscentre. På motorvejene stiger risikoen for påkørsler ligeledes under juletrafikken.

De fleste farlige situationer opstår på grund af for høj fart, farlige overhalinger og uopmærksomhed. Husk at holde afstand og sørg for, at bilen er i orden, at tanken eller batteriet er fyldt op, og at der er påfyldt sprinklervæske. Gem nummeret til vejhjælp i telefonen, før du kører hjemmefra, lyder rådet fra Ifs motorekspert, Thomas Larsen.

Rekordmange elbiler i julen 2024
Julen bliver i år med flere elbiler på vejene end nogensinde før, og det kan betyde kø ved ladestationerne og bekymringer bag rattet, hvis strømmen er ved at slippe op. Derfor lyder rådet: Lad bilen helt op hjemmefra, kør mere energivenligt – og husk, at du sagtens kan bruge en ladestation, der ikke tilhører dit faste abonnement. Den lille ekstraudgift denne ene dag kan redde din juletur.

Spiselige farer for firbenede
Antallet af dyrlægebesøg stiger i juledagene, oftest fordi hunde har spist chokolade eller giftige planter som julestjerner. Ben fra and eller flæskesteg udgør også en risiko, da de kan splintre og skade dyrets tarme. Fjern chokolade fra hundehøjde, særligt når hunden er alene hjemme, og oplys børn om ikke at dele noget med hunden. Kontakt en dyrlæge så snart du konstaterer et problem. Husk at mange situationer kan løses med hjælp fra onlinedyrlæger i juledagene, hvor de fleste dyreklinikker holder lukket.

Artiklens Tags: