Den kinesiske modegigant Shein er blevet tildelt en bøde på 300 millioner kroner (40 millioner euro) af de franske myndigheder. Bøden falder efter en længere undersøgelse, hvor det blev afsløret, at Shein systematisk har vildledt sine kunder på den franske hjemmeside.
-
-
Rabatter var ofte opspind
Franske myndigheder gennemgik priser på tusindvis af produkter fra oktober 2022 til august 2023. Resultatet var markant:
- 57% af produkterne havde ingen reel prisnedsættelse
- 19% havde en meget lille rabat
- 11% var faktisk dyrere end før
Trods dette blev priserne vist med streger over og “tilbud” i stor stil, hvilket gav indtrykket af store besparelser. Men ifølge fransk lov skal prisen før rabat svare til det laveste niveau indenfor de sidste 30 dage – noget Shein ikke levede op til.
Tomme klima-løfter
Det stopper ikke der. Shein beskrev sig selv som en "ansvarlig virksomhed", der "reducerer CO2-udledningen med 25%". Men ifølge de franske forbrugerbeskyttelsesmyndigheder står disse udsagn i skarp kontrast til virksomhedens forretningsmodel, som bygger på billig masseproduktion af tøj – en model, der i sig selv er belastende for klimaet.
Shein kunne ikke dokumentere sine grønne påstande, og myndighederne mente, at udsagnene var egnet til at vildlede forbrugere, der gerne vil handle miljøvenligt.
-
-
En del af et større mønster
Bøden kommer kort tid efter, at EU-Kommissionen i maj også vurderede Shein skyldig i ulovlig markedsføring på tværs af Europa.
Virksomheden har gentagne gange været under pres fra både politikere og civilsamfund. I 2024 afslørede en schweizisk organisation, at nogle ansatte i Sheins fabrikker stadig arbejdede op mod 75 timer om ugen, trods løfter om bedre forhold.
Og i Storbritannien skabte det røre, at Shein ikke kunne garantere, at deres bomuld ikke kom fra den kinesiske Xinjiang-region, der forbindes med tvangsarbejde.
Accepterer bøden, men problemet består
Shein har accepteret bøden uden protest. Men sagen rejser større spørgsmål om gennemsigtighed, etik og markedsføring i den globale fast fashion-branche og for mange forbrugere er det endnu et wake-up call.
Se kilden til indholdet her.