Pressemeddelelse - Via Ritzau
Elmarkedet er en uforudsigelig størrelse. Blæser det meget, er det med at få ladet elbilen, og er der helt vindstille, står den på rugbrød til aftensmad.
Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at 64,6 procent af danskerne dagligt holder øje med elprisen, og 9 ud af 10 tænker faktisk over, hvordan de kan spare på strømmen hver uge. Det viser en undersøgelse*, som Energi Fyn har fået foretaget i slutningen af december.
Overraskende er det dog, at mere end 3 ud af 4 danskere ikke ved, hvor deres strøm kommer fra.
-
-
- Flere tror, at deres strøm bliver købt fra lokale vindmøller eller andre lokale produktionskilder. I virkeligheden bliver det hele handlet på den nordiske elbørs, og markedets prissætning afgør, hvor vi får strømmen fra, fortæller Ane Rask, der er chef for administration og handel hos Energi Fyn.
- Hvis det for eksempel blæser meget i Danmark, eller hvis Sverige og Norge har gode forhold til at producere billig strøm fra hydroanlæg eller lignende, så er udbuddet større end efterspørgslen, hvilket sænker elpriserne. Er nabolandenes strøm billigere end vores egen, importerer vi strømmen, selvom vi selv producerer rigeligt i Danmark, forklarer Ane Rask.
Vejret påvirker prisen og produktionen
Ifølge Ane Rask kan man derfor ikke regne med, at det er lokale aktører, der har produceret strømmen i stikkontakten. Det afhænger i høj grad af vejrforhold og børsprisen, for strøm fra forskellige energikilder blandes sammen i elnettet og føres frem og tilbage i Danmark og mellem nabolandene.
-
-
- Hvis der er rigtig meget vind i både Danmark og Tyskland, bliver der produceret mere, end der er behov for. Strøm kan ikke bare gå tabt, det skal bruges, så det bliver sendt rundt mellem landene, siger Ane Rask.
Hun fortæller videre, at strømmen blandt andet stammer fra kraftværker, når der ikke er nok vind eller sol. Det var tilfældet i december måned, hvor elprisen pludselig blev skyhøj på grund af overskyet og vindstille vejr i Europa.
*Analyse gennemført i december 2024 af A&B Analyse i et Danmarkspanel med et repræsentativt udsnit af den danske befolkning. 1.000 personer deltog i undersøgelsen.