Pressemeddelelse - Via Ritzau
Vinteren er på vej og med den stiger risikoen for skader på bilen.
”Hvis der er små stenslag i forruden, hvor der kan samle sig vand, risikerer du, at glasset revner, når temperaturen pludselig falder, og frosten sætter ind. Vandet i stenslaget fryser og udvider sig, hvilket kan give revner, der kun bliver værre under vinterforhold,” forklarer Thomas Larsen, motorchef hos If Forsikring.
-
-
Gør det nu
Thomas Larsen understreger vigtigheden af at være på forkant:
”Når man reparerer et stenslag tidligt, er det en hurtig, billig og effektiv løsning. Flere bilforsikringer dækker reparationen uden selvrisiko, og det kan spare dig for en dyr reparation senere. Det er altid bedre at forebygge skader end at reparere dem,” understreger motorchefen.
Forruder på mange nyere biler er i dag udstyret med sensorer og kameraer til fx automatisk nødbremsning, adaptiv fartpilot, vognbaneassistent og regnsensorer. Hvis ruden udskiftes, kræver det ofte en dyr kalibrering af disse systemer med specialværktøj, særligt uddannede teknikere og ekstra tid. En ny forrude kan let koste mellem 7.000 og 10.000 kroner, mens en reparation af et stenslag typisk kun koster en brøkdel af dette.
Varm kabinen op i stedet for ruden
Når der er frost eller is på ruden gælder det også om at af-ise bilen på en skånsom måde. If anbefaler at varme bilens kabine op i stedet for at sætte varme direkte på ruden. Ved at lade bilens kabine opvarme stille og roligt, smelter isen af forruden uden risiko for, at små stenslag udvikler sig til dyre revner. Samtidig giver det dig et behageligt klima i bilen.
-
-
"Det kræver lidt mere tålmodighed, men det kan spare både penge, frustration, unødvendige skader og ikke mindst materialeforbrug," siger Thomas Larsen.
Sådan forebygger du skader på forruden
- Tjek forruden regelmæssigt for stenslag. Har du små skader, så få dem repareret, før frosten sætter ind. Det er langt billigere end at skifte hele ruden, og ofte er det uden udgifter for dig via din bilforsikring. Flere reparatører tilbyder at klare opgaven hjemme os dig eller på din arbejdsplads, så du ikke behøver at bruge tid på at skulle forbi et skadecenter.
- Undgå at bruge varmt vand på ruden, selvom det kan virke fristende. Temperaturchok kan få små skader til at udvikle sig og føre til revner.
- Brug en isskraber eller af-isningsspray. Det er en mere sikker og effektiv metode til at fjerne is uden risiko for skader.
- Opvarm kabinen, ikke ruden direkte. Varmesystemet i nyere biler kan ofte aktiveres via app. Når bilens varmesystem arbejde indefra, er ruderne ikke kun fri for is og dug, hvilket forbedrer udsynet og sikkerheden fra start. Bilen er samtidig varm og behagelig. Har bilen parkeringsvarme kan den startes uden motoren starter, så både tyveri og unødig tomgang hindres.