Strejke truer flytrafikken i populært rejsemål: Det skal du vide før påskeferien

Græske flyveledere varsler nedlukning af al flytrafik – det kan ramme danske rejsende

Flere danskere forbereder sig i disse dage på at tage hul på påskeferien – og for mange går turen mod sydens sol og varme.

Men hvis destinationen hedder Grækenland, bør man lige holde ekstra godt øje med rejseplanerne.



Al flytrafik risikerer at gå i stå

Onsdag den 16. april varsler de græske flyveledere en landsdækkende 24 timers strejke.

Det skriver B.T. på baggrund af udmeldinger fra den græske flyvelederforening.

Hvis strejken gennemføres, vil det betyde, at ingen fly hverken kan lande eller lette i hele Grækenland den pågældende dag.

Flyveledernes fagforening oplyser til det britiske medie Independent, at strejken blandt andet skyldes "personaleproblemer og udstyrsmangel", som allerede har ført til mange forsinkelser – og som ventes at skabe yderligere kaos i årets højsæson.

Fly fra Danmark er berørt

Ifølge rejsesøgemaskinen Momondo er der flere planlagte flyvninger fra Københavns Lufthavn til Athen netop den dag, strejken er varslet.

Disse afgange kan blive direkte ramt, hvis konflikten ikke bliver afblæst i tide.

Strejken er ikke kun en protest mod arbejdsforholdene for flyveledere, men også en bred markering mod stagnerende lønninger, høj inflation og boligproblemer i Grækenland.

Ikke den eneste feriestrejke i sigte

Det er ikke kun i Grækenland, at rejsende kan blive mødt af lukkede døre og aflyste afgange.

Tidligere på ugen meldte hotel- og turistarbejdere på Gran Canaria sig også på banen med strejkevarsler op mod påsken, hvilket øger usikkerheden for mange ferierejsende.

Derfor opfordres rejsende til at holde tæt kontakt med deres flyselskab eller rejsebureau og følge med i eventuelle opdateringer om ændrede rejsetider.