Svindel mod ældre stiger kraftigt: Eksperter slår alarm

Nye tal viser en markant stigning i svindel mod ældre danskere – og nu kræver eksperter hurtigere handling.

Gennem de seneste år har svindelmetoderne ændret sig markant.

Tidligere var det typisk en falsk bankmand, der over telefonen lokkede en ældre borger til at overføre penge til en "sikker" konto.

Nu møder svindlerne i stigende grad fysisk op ved ofrenes hjem, hvor de udgiver sig for at være bankbud og overtaler ofrene til at udlevere deres dankort, smykker og andre værdigenstande.

Og den taktik ser ud til at virke. Ifølge nye tal fra Rigspolitiet er antallet af anmeldelser om bedrageri mod personer over 70 år steget voldsomt på blot et år.

46 procents stigning på ét år

Det seneste år har politiet registreret en stor stigning i svindelsager rettet mod ældre.

Ifølge tal, som B.T. har fået indsigt i, blev der i 2023 registreret 4.197 anmeldelser af svindel mod personer over 70 år. I 2024 var tallet steget til 6.135 – en stigning på 46 procent.

Den markante stigning skaber stor bekymring hos Ældre Sagen.

"Det er en stor stigning, og det bekymrer os meget i Ældre Sagen. Det er klart, at der skal sættes en stopper for den udvikling," siger jurist i Ældre Sagen, Louise Kambjerre Scheel, til B.T..

Svindlerne udvikler sig hurtigt



Svindel mod ældre er ikke noget nyt fænomen, men metoderne bliver konstant mere sofistikerede.

"Svindlerne vil jo blive ved med at benytte de metoder, hvor de lykkes med at svindle, og her ser vi en stigning i tallene, så der er fortsat meget at gøre for at beskytte ældre," siger Louise Kambjerre Scheel.

For at imødegå den voksende trussel blev der i december 2023 nedsat en såkaldt Svindel Task Force med deltagelse af banker, teleindustrien og politiet.

Gruppen arbejdede i 11 måneder og præsenterede i november 2024 18 anbefalinger til at bremse it-svindlen i Danmark.

Men ifølge Ældre Sagen tager det for lang tid at omsætte forslag til konkrete tiltag.

Krav om hurtigere handling

Selvom der allerede er taget initiativer til at bekæmpe svindlen, mener Ældre Sagen, at indsatsen skal op i tempo.

"Det duer ikke, at der bliver nedsat en arbejdsgruppe, og at der så kommer nogle tiltag et halvt eller helt år efter. Der skal være meget kortere fra tanke til handling på dette felt, hvor svindlerne udvikler sig hele tiden," siger Louise Kambjerre Scheel.

Hun foreslår derfor, at der etableres en permanent gruppe, der løbende overvåger svindelmetoder og sætter ind hurtigere.

"Derfor opfordrer vi også til, at man nedsætter en permanent gruppe, der jævnligt udveksler viden og ser på udviklingen af svindlen, så man kan sætte bedre ind."

Med svindelmetoder, der konstant udvikler sig, er det afgørende, at bekæmpelsen af kriminaliteten ikke halter bagefter.

Artiklens Tags: