Et markant vejrskifte er på vej, og forsikringsselskaberne er allerede på forkant.
Hvis du er kunde hos If, Topdanmark eller Tryg, kan du være blandt de 250.000 danskere, der i disse dage får en vigtig SMS direkte på telefonen.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
If og Topdanmark har sendt SMS’er til mere end 100.000 kunder, mens Tryg har adviseret yderligere 150.000 boligejere.
Det sker som en ekstra advarsel ovenpå de seneste varsler fra DMI, der melder om massive mængder regn de kommende dage.
Op mod 120 mm regn på vej
Ifølge DMI kan danskerne fra mandag eftermiddag til tirsdag aften opleve op til 120 mm regn – svarende til det dobbelte af den normale nedbør for hele juli måned.
Især Fyn, Østjylland, Vestsjælland samt Lolland og Falster ser ud til at blive hårdest ramt.
Varslerne lyder på kategori 2 og 3 for kraftig regn og lokale oversvømmelser.
-
-
Sådan beskytter du dit hjem
Forsikringsselskaberne minder om, at det ofte er enkle foranstaltninger, der kan forebygge store skader.
Hos If lyder anbefalingen:
“Det kan gøre en verden til forskel at klodse ting i kælderen op, rense tagrender og få nogen til at holde øje med huset, især hvis man er bortrejst,” forklarer boligchef Helene Ibsen.
Fem hurtige råd mod skybrudsskader
- Klods ejendele op fra kældergulvet og fjern tæpper
- Luk døre og vinduer og tjek taget
- Rens tagrender og afløb
- Luk ventilationshuller i ydervægge
- Få familie eller naboer til at holde øje med huset
De små forberedelser kan i sidste ende spare dig for store regninger.