Tror du, rejseforsikringen dækker hedebølgen? Læs det her før ferien

På flere af de mest populære feriedestinationer for danskerne som Spanien, Italien og Portugal er der lige nu målt temperaturer på mellem 37-45 graders varme. Forsikringsselskabet Alm. Brand giver her et overblik over, hvad rejseforsikringen dækker i tilfælde af ekstrem varme på din rejsedestination.

Pressemeddelelse - Via Ritzau

Mange tusinder af danskere rejser i disse dage sydpå. Selv om der allerede nu er konstateret rekordvarme i Spanien og Portugal, så fejler rejselysten ikke noget hos danskerne, som trodser hedebølgerne i det sydlige Europa.

Der er mange danskere der godt ved, at rejseforsikringen - hvis du har en – dækker forsinket bagage.

Men hvad med ekstrem varme som hedebølger?

”Rejseforsikringen dækker, hvis du for eksempel bliver akut syg, eller hvis der sker noget alvorligt og uforudset derhjemme som indbrud, vandskade eller brand. Men en hedebølge er ikke i sig selv årsag til, at rejseforsikringen dækker en erstatningsrejse,” siger Jan Graversgaard,” direktør for Rejse i Alm. Brand.

Udenrigsministeriet fraråder
Hvis Udenrigsministeriet fraråder rejser til et område – uanset årsagen – kan der dog være mulighed for dækning gennem afbestillingsforsikringen.

”Hvis myndighederne officielt fraråder at rejse til et land, dækker vi naturligvis. Det kunne være på grund af naturkatastrofer, uro eller i teorien ekstrem varme. Men vi har aldrig set Udenrigsministeriet fraråde rejser alene på grund af høje temperaturer,” siger Jan Graversgaard.



Hjælp under ferien – også i varmen
Selvom hedebølger ikke giver ret til afbestilling, står hjælpen stadig klar, hvis varmen bliver et problem under ferien.

”Vores kunder har adgang til online lægehjælp hele døgnet. Her kan du få rådgivning og blive vurderet af en læge, som – om nødvendigt – kan henvise til et behandlingssted i nærheden af dig. Det kan give en tryghed, at du kan konsultere en dansk læge, inden du eventuelt bliver behandlet på et udenlandsk behandlingssted,” forklarer Jan Graversgaard.

Han opfordrer alle, der rejser til sydpå inden så længe, til at tage deres forholdsregler:

”Skru ned for tempoet, søg skygge, drik rigeligt med vand og husk lidt ekstra salt i maden,” siger han.

Gode råd, hvis du rejser i hedebølge:

  • Skru ned for tempoet og planlæg pauser i skyggen
  • Drik vand løbende – gerne mere end du plejer
  • Spis salt og undgå alkohol i de varmeste timer
  • Kontakt online læge via din rejseforsikring ved ubehag eller symptomer
  • Tag let tøj på som dækker hele kroppen, og hold solbadning til morgen- og aftentimer
  • Husk solhat og masser af solcreme