Trumps økonomiske fejltrin: Qatars ødelagte gasanlæg garanterer dyre varmeregninger i Danmark

Den voksende konflikt i Mellemøsten er fundamentalt skiftet fra at være et spørgsmål om midlertidige forsinkelser til en katastrofe, hvor livsvigtig infrastruktur jævnes med jorden. Ifølge en rapport fra Associated Press er nylige iranske missilangreb gået direkte efter Qatars yderst vigtige eksportanlæg for flydende naturgas og har udslettet hele 17 procent af kapaciteten på et øjeblik. At fjerne så meget af den globale gaseksport med et trylleslag har allerede sendt de europæiske gaspriser på himmelflugt og tæt på en fordobling.

Denne målrettede ødelæggelse markerer en alvorlig og ret skræmmende opgradering af den økonomiske regning, som den igangværende krig sender videre til det europæiske energimarked. Det statsejede selskab QatarEnergy har åbent meldt ud, at det kommer til at tage op til fem år at lappe de katastrofale skader på de massive gasanlæg. For helt almindelige danske og europæiske forbrugere betyder det en årelang mangel på netop den gas, som er helt afgørende for at holde os varme om vinteren.

At vi pludselig mangler næsten en femtedel af Qatars evne til at eksportere gas, sender i øjeblikket voldsomme chokbølger gennem de internationale markeder. Det kommer til at kræve markant mere flydende gas til voldsomme overpriser at få fyldt de europæiske gaslagre op, inden vinterkulden for alvor sætter ind. Den samlede ekstraregning for at sikre Europas gasreserver forventes at ramme mange milliarder kroner, hvilket uundgåeligt vil slå direkte igennem på din og min varmeregning.

Den dyre og langsomme genopbygning

At bygge og udskifte yderst komplekse anlæg til flydende naturgas er en utrolig langsom og bøvlet proces, som selv desperate regeringer ikke bare kan fremskynde. Disse enorme industrielle byggeprojekter kræver specialiserede ingeniører, specialbyggede maskiner og massive mængder startkapital bare for at få skovlen i jorden. I løbet af den langstrakte og dyre genopbygningsperiode vil det globale energinet permanent mangle al den gas, som de qatarske terminaler plejede at pumpe ud.

Europæiske og asiatiske købere, der var dybt afhængige af netop disse gasleverancer, kæmper nu med næb og kløer for at sikre sig nye aftaler til massive overpriser. Denne intense budkrig om en pulje af energi, der pludselig er skrumpet gevaldigt, vil helt sikkert drive de internationale priser op på et niveau, der gør ondt. For danske industrivirksomheder betyder denne fastlåste situation, at det bliver meget dyrere at producere varer, hvilket i sidste ende går ud over deres evne til at konkurrere globalt.

Oven i købet har de succesfulde missilangreb mod Qatar fuldstændig smadret illusionen om, at visse steder i Golfen var urørlige og immune over for krigens kaos. Forsikringspriserne for olietankskibe og store energianlæg i hele regionen er skudt i vejret, fordi forsikringsselskaberne konstant må opjustere de massive fysiske risici. Energiselskaberne er nu tvunget til at bruge milliarder af kroner på privat sikkerhed og avancerede luftforsvarssystemer i stedet for at investere i selve produktionen.

En umulig byrde for verdens fattigste

Mens velhavende vestlige lande som Danmark med nød og næppe kan sluge de oppustede energiregninger, bliver udviklingslandene skubbet direkte ud over den økonomiske afgrund. Den pludselige mangel på flydende naturgas, der er til at betale, tvinger fattigere lande til at slukke fuldstændig for strømmen i lange perioder for at spare. Uden pålidelig strøm i stikkontakterne går fabrikkerne i disse lande helt i stå, hvilket har katastrofale og langvarige konsekvenser for deres i forvejen skrøbelige økonomier.

For bare at undgå et totalt kollaps af samfundet, er mange udviklingslande allerede begyndt at rationere brændstoffet stramt for at beskytte de mest udsatte borgere. Regeringerne er tvunget til at tømme deres sparsomme valutareserver bare for at købe den absolutte minimumsmængde diesel, der skal til for at holde hospitalerne kørende. Jo længere den mellemøstlige gasproduktion ligger i ruiner, desto tættere rykker disse hårdt pressede nationer på at gå statsbankerot.

Den fysiske smadring af den globale forsyningskæde garanterer kort sagt, at de økonomiske tømmermænd fra denne konflikt kommer til at vare meget længere end selve krigen. Selv hvis Trump-administrationen mod alle odds får forhandlet en fredsaftale hjem i morgen, vil de ødelagte gasterminaler fortsætte med at begrænse den globale forsyning i årevis. I sidste ende står vi alle over for en langvarig periode med energimangel, der vil ændre den globale økonomi og fastholde de danske energipriser på et smerteligt højt niveau.