Pressemeddelelse - Via Ritzau
Ganske vist er salget af spritnye biler aldrig kommet helt tilbage på niveau med rekordårene i slutningen af 2010’erne, hvor det lå et godt stykke over 200.000 biler pr. år i perioden fra 2015 til 2019.
Men ser man samlet på salget af nye biler og importen af lettere brugte biler under 4 år, så står det klart, at det igen går forrygende med salget af nyere biler herhjemme. Det viser tal fra bilstatistik.dk.
Læs også: Denne bil er mekanikernes favorit
”Sideløbende med at danskernes fokus har flyttet sig i retning mod elektriske biler, er der sket et skift, hvor flere danskere har fået øjnene op for hvor meget, de rent faktisk kan få for pengene ved at vælge en nyere brugtimporteret elbil i stedet for en helt ny,” siger adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg.
Brugtimporten er steget i ti år
Mens nyvognssalget røg ned i en bølgedal efter 2019, hvor bl.a. corona og krig ramte på forskellig vis, så har brugtimporten derimod kun kendt en vej i de sidste ti år. Og det er opad.
Læs også: Undgå disse bilmærker
Fra 2022 er det dog gået fremad igen for nyvognssalget.
Da salget af nye biler toppede i 2019, var det helt oppe på 225.000 stk. Men dengang lå importen af nyere brugte biler under fire år til gengæld noget lavere, end det gør i dag. Så de to tal lagt sammen gav 240.000 biler på det tidspunkt.
-
-
Sidste år lå nyvognssalget noget lavere med 173.000 biler. Men nu er salget af nyere brugtimporterede biler nærmest eksploderet, så det samlede tal næsten rammer 236.000. Altså, blot 4.000 færre biler end i rekordåret 2019.
Fra diesel til el
Mens det i 2019 helt overvejende var dieselbiler (64 pct.), der blev importeret som let brugte, så er billedet fuldstændig anderledes i 2024. Sidste år bestod hele 92 procent af de nyere brugte nemlig af elbiler.
”Selvom EU presser på for omstilling til elbiler, og et land som Tyskland har haft forskellige støtteordninger til køb, så er tyskerne stadig langt mere tilbageholdende med elbiler, end vi er herhjemme. Mange nyere brugte elektriske biler sælges derfor videre til Danmark, hvor vi hellere end gerne vil købe dem i øjeblikket,” siger Gitte Seeberg.